En kold januar-weekend i 2009 mødtes Lise Lunderskov, børnekulturformidler, Gitte Ballesheim, leder af Teaterbutikken, Christian Have, Have PR & Kommunikation, Jan Helmer-Petersen, konsulent, Lene Bornemann, ARTS in BUSINESS og Kirsten Nottelman Rav, skuespiller på Odsherred Teaterskole. De undrede sig over børnekulturens ambivalente væsen; På den ene side en truet art og på den anden side noget højt værdsat i både ind- og udland. De ville undersøge børnekulturens væsen og eksistens. Og de ville finde ud af, hvordan de bedst kunne bevare arten og give den de bedste vækstbetingelser.

I løbet af weekenden besluttede de at oprette et netværk og en fælles platform for børnekulturen i København. De tænkte, at det kunne være med til at sikre forøgelsen, forbedringen og udviklingen af arten børnekultur. De ville samtidigt sætte fokus på børn og unges mulighed for at udforske kulturens og kunstens kendte og ukendte verdener. Gå på opdagelse i dens frirum til leg, fjolleri, fordybelse, vildskab, stimulering af fantasi, involvering, refleksion og gensidig respekt.

I slutningen af 2009 samlede de en masse mennesker, der arbejdede med børnekultur i København til et møde, hvor der viste sig at være stor interesse for netværket. Det blev starten på Copenhagen Kids.

Nu rummer Copenhagen Kids mere end 250 stærke kræfter, der alle arbejder med børnekultur i København. Det er folk fra børnekultursteder, biblioteker, teatre og museer, og det er kunstnere, politikere, kommunalt ansatte, konsulenter mm.

Copenhagen Kids er en nonprofit og apolitisk forening, der arbejder for at skabe netværk mellem de forskellige aktører, institutioner/foreninger, producenter, formidlere og brugere inden for kunst, kultur, børn og unge i København med Copenhagen Kids som centrum, tovholder og drivkraft.