KULTURRYGSÆKKEN – En rygsæk fuld af oplevelser

Kulturrygsækken har i skoleåret 2011-12 været et tilbud om mere kunst og kultur til institutioner og skoler i København. Rygsækkens tilbud har både fundet sted på institutionerne og har åbnet dørene for besøg på byens teatre, biografer, spillesteder og museer. En vifte med 125 forskellige oplevelser og workshops inden for dans, musik, teater, billedkunst og filmanimation.

Kulturrygsækken var det første år et pilotprojekt i tre lokalområder, hvor vi afprøvede forskellige modeller ud fra de lokale ønsker og behov. De tre lokalområder var: Indre Nørrebro, Indre Vesterbro og Amager Nord, hvor alle daginstitutioner, skoler og fritidsordninger kunne deltage. Næsten 50 daginstitutioner og 15 skoler tog imod vores tilbud, og op mod 3000 børn og voksne har haft glæde af de mange tilbud.

Kulturrygsækkens tilbud var nemme at gå til, og der var tilbud til alle aldersgrupper og institutionstyper. Priserne var lave, dvs. fra gratis, 300 kr. og til 500 kr. pr. tilbud for en institution eller en skoleklasse

Kulturrygsækken blev gennemført med tilskud fra Københavns Kommune, Bikubefonden og Statens Kulturråd, og planlægningen, programlægning m.v. skete i et tæt samarbejde med Dansens Hus, Det Danske Filminstitut, Levende Musik i Skolen, Salaam Film og Dialog, Skoletjenesten, Teatercentrum og partnerne i Copenhagen Kids.

Kulturrygsækken er nærmere beskrevet i en evalueringsrapport, som blev udsendt i maj 2012. Her beskriver vi resultaterne og fremlægger vores erfaringer. Rapporten indeholder også en række forslag til Københavns Kommune om, hvordan ordningen kan videreføres, og hvordan den kan spille sammen med de tilbud, som kommunen allerede har. Rapporten kan downloades her.

Kulturrygsækkens fremtid bliver spændende at følge. Vi vil senere på året ansøge kommunen og private fonde om en forlængelse af ordningen i 2012-2014. Denne gang som tilbud til alle kommunens institutioner og skoler.

Hvis du vil vide mere at vide om ordningen eller høre nærmere om fremtidsplanerne, er du velkommen til at kontakte os på telefon 28 58 00 92 (Jan Helmer-Petersen) eller 28 21 38 42 (Lise Lunderskov).